Lykkelig fortabt. Prædikener og essays.
For Christian Højlund har højtider og årstider smittet af på hinanden i en sådan grad, at det er blevet til et indre kredsløb. Det er så også kommet til at bestemme det ydre forløb i bogen, hvor 16 prædikener veksler med 16 essays i en cirkelbevægelse. De er selvfølgelig forskellige, men de har det til fælles, at det er korte og lidenskabelige forsøg på at udfolde, hvad forfatteren er ramt af. Men prædiken og essay har ydermere det til fælles, at de begge er stemte af julenattens mysterium - som en slags kulturel klangbund. Bogen igennem fornemmer man et stærkt ønske om at bryde den menneskelige ensomhed og samtidig gøre op med enhver form for magtfuldkommenhed og humorforladt selvtilstrækkelighed. At smelte og mildne det frosne og stivnede.
Bogen begynder dér, hvor kirkeåret begynder: med advent. Men det betyder ikke, at man nødvendigvis også skal begynde sin læsning dér. Forfatteren anbefaler, at man i stedet løfter hovedet og kigger ud af vinduet. Hvis man ser, at kornet er ved at være modent, så kunne man begynde sin læsning med essayet ”Høst”. Eller hvis man igen igen hører ” Glade jul” sunget imellem de stadig mere hektiske skridt på gågaden, så kunne man begynde sin læsning med at gå ”Med kejseren i terapi”.
Bogen indbyder til at sænke tempoet og blive i årets langsomme kadence.
CHRISTIAN HØJLUND: Lykkelig fortabt. Prædikener og essays.
193 sider, indbundet. Primært illustreret med farvegengivelser af forfatterens egne malerier, akvareller og træsnit.
Bogen koster 200,- kr. inklusiv moms. Den kan bestilles hos forlaget eller boghandlerne.